2019 goes on a GREAT makeover on Oceana. The boat is now in NauticParque Yard, Rio Guadiana, Portugal. And I will sail here to Danmark during winter 2019-2020.

Jeg bevæger mig til min næste fase i livet ... Forlader snart mit drømmearbejde og vil fange mine næste drømme, sejle og møde nye venner. Det bliver hårdt. Rigtig hård. Der vil være øjeblikke, hvor jeg vil hellere tage den lettere, mere sikker rute eller livstil. Jeg vil stå over for usikkerhed og tvivl i mit hoved, fordi jeg ved, hvordan det hele vil fungere. Men jeg skal fortsætte, for jagter en drøm ikke er bare om drømmen, men om hvem jeg bliver i forfølgelsen af ​​den drøm. Det vil strække mig og styrke mig på ufattelige måder og lære mig en zillion uønskede lektioner (som måske gør mig til et bedre menneske!) Men den dybe sjæltilfredshed ved at bevæge mig mod min drøm, en lille sejr ad gangen, er den ultimative skattejagt —Og sin egen ekstase - hjælpe mig med at grine af de hårde banker, øge min tro på mig selv og lidt efter lidt belyse min forbindelse til alt omkring mig. Jeg vil fortsætte. Mine drømme har et større formål, både for mig og for verden, uanset hvor aparte de ser ud til. Hvad hvis mine drømme kan hjælpe med at redde vores hjemmeplanet?!  Mit hjerte er fuld af kærlighed og vil derfor bevidst sende kærlighed og taknemmelige tanker til havvandet og Univers og bede om at tage dem og dele både i dybder og bag horisonten - det er en god del af min Mission ⛵️. 

Så vil jeg være kreativ skabende og gennem min passion for smykkeart udlever denne del af min drøm at kreerer smukke ting sammen med de kunstnere jeg møder på mine rejser. Jeg vil også gerne skrive, så jeg beriger verden med at dele og på den måde at invitere andre på min rejse. 

I'm moving to my next stage in life ... Leaving soon my dreamwork, and going to catch my next dreams, sailing and meeting new friends. It's gonna get hard. Really hard. There will be moments when I want to take the easier, safer route or lifestyle. I will face uncertainty and doubt in my head because I know how it will all work out. But I gotta keep going, because chasing a dream just about the dream, about who I become in pursuit of that dream. It's gonna stretch and strengthen me in unimaginable ways, and teach me a zillion unwanted lessons (that might make me a better person!) But the deep soul satisfaction of moving towards my dream, one small victory at a time, is the ultimate treasure hunt —And ecstasy of its own — helping me laugh off the hard knocks, growing my faith in myself, and little by little illuminating my connection to everything around me. I want to keep going. My dreams have a bigger purpose, for me and for the world, no matter how outlandish they seem. What if mine can help save our home planet ?!  My heart is full of love and will therefore consciously send love and grateful thoughts to the seawater and the Universe and ask to take them and share both in depth and behind the horizon - this is a good part of my Mission ⛵️

Then I want to be creatively creative and through my passion for jewelry art, this part of my dream comes true to create beautiful things with the artists I meet on my travels. I would also like to write so that I enrich the world of sharing and thus inviting others on my journey.

Havet, Jeg Tafdrup

… Jeg rejser mig igen, jeg kaster mig frem,

jeg strækker mig mellem kontinenter,

jeg er uden begyndelse, uden ende,

og det er ikke rastløshed, når jeg flænger din søvn.

Jeg er i konstant bevægelse,

uanset lyset der skifter, uanset luften.

Jeg bærer mine isbjerge, jeg danner mine koralrev,

jeg skjuler amforakrukker og svævende skove af tang,

syder som kogende tjære eller ligger duvende roligt,

slanger mig obsidianblank i aftensolen,

sagte hviskende som de mindste børn,

der på afstand af de store har fundet sammen i leg.

Lod min dybde og lyt til mig,

min viden stammer fra dengang,

vandet under himlen blev samlet til ét sted,

så det faste land kom til syne.

Jeg findes fra det første lys til dagen formørkes,

jeg ruger sort om natten, ligger udstrakt

fra én ende af verden til en anden.

Over mig og alle jordens kilder,

dens elve og bække, dens mindste åer,

vogter månen, jeg hæves og sænkes.

Kom til mig, eller jeg kommer til dig,

du undgår mig ikke,

ligesom du ikke kan blive fri for luften, du ånder,

eller krybe i skjul for skyggen,

der følger dig, som skriften lyder pennen.

Søger du til mine bredder i brændingen,

afdækker jeg nu og da et skibsskrog,

jeg giver, hvad jeg har samlet,

en stump fiskenet, en dunk af plastic, lidt reb,

jeg kommer snublende eller dansende ind til dig

med vragrester og algebevoksede tømmerstokke,

som mine hvide bølgetoppe stejlende løfter og kaster fra sig.

Af det ranede beslaglægger jeg det meste,

enkelte dele slænger jeg fra mig på kysten igen.

Tang, perlemorsskinnende skaller, gopler og søstjerner

brækker jeg op til gengæld,

ravklumper eller forstenede dyr

til dig, der finder i stedet for at søge.

Jeg krænger det indre ud efter storm,

ruller frem og tilbage med mine sten og døde,

hvis navne endnu anråbes på landjorden,

men gravene tæller jeg ikke.

Nej, der findes ikke overlevende på min bund,

jeg er rå realitet, og ikke fiktion.

Kuttere, der springer læk, og skibe, der i storm får slagside,

tager jeg med instinktive kaskader,

kæntrede færger hilser mine meterhøje bølger,

før jeg lader de omkomne sove i mit urdyb.

Tænd lys for de døde, tænd lys i mørket,

for du ser kun tomme redningsveste

og flåder med døde.

Mine højlydte suk lyder langs strandene, jeg skifter

fra ulmende gråt til azurblå eller knitrende turkis,

mens mine bølger banker ind mod kysten,

taktfast som en gren mod ruden

slår ind i barnets søvn, tungt dunkende

som et godstog ruller over skinnerne eller ustyrligt,

som når en indespærret bryder ud af sin celle.

Jeg undersøges af satellitter med magnetisk måleudstyr,

jeg overvåges af patruljerende helikoptere,

følsomme mikrofoner sænkes ned i mig

for at opfange mikroskopiske ændringer,

men jeg kan ikke kontrolleres.

Jeg strækker mig fra årmillioner

til årmillioner og videre endnu,

ligger blændende som en svejseflamme,

længere end noget kikkertøje rækker.

Bevar blot en vished om bjerge bag horisonten,

der er fortsat dage, til du ser antipodisk land,

du kan blændes af pludselige fantombilleder

eller dø af tørst på mine vidder.

Selv hvor landjorden tror sig sikker, sniger jeg mig ind,

der er steder, jeg æder næsten umærkeligt

eller grådigt, når jeg sluger en klint,

trækker jord og sten og styrtende træer med mig,

former en gazelignende forbinding af skum over såret.

Jeg kan gabe længere ind over en kyst, end du tror muligt,

jeg invaderer bugter, trænger ind i huse

vasker kalken af vægge, tømmer kældre

og tager alt med mig derfra, rydder etage for etage

for til sidst at lade skrænter vakle og bygninger styrte,

kirker, slotte og rådhuse river jeg med mig i deres fald,

klippekyster sliber jeg til vild skulptur.

Fugle, der dør midt i deres sang, griber jeg,

ligesom brændende rumaffald, meteorer og tabte kometer,

jeg skimter før nogen anden faldende stjerne

i sfærisk bane gennem rummet.

Vinden indgraverer tegn og mønstre på min hud,

præger den som mønter af bestandigt vekslende værdi.

Regn og sne og smeltevand tilflyder mig,

floder og vandløb tømmer sig ud i mig,

jeg afgiver dampe til gengæld.

Jeg er uden afbrydelse og uden tanker om flugt,

sandbanker med østers og konkylier gemmer jeg på,

et mylder af skaldyr åbner og lukker i mig,

sandorme sætter med snirklede skrifttegn

deres daglige spor i mit indre.

Jeg er fyldt af tumultarisk liv

fra myriader af mikroskopisk små organismer,

alger og plankton til væsner

på størrelse med de længste både, der passerer mig.

Jeg vugger mine fisk, jeg bugner

af føde til dyr og mennesker og kan fylde dine net,

mens du står drømmende på dækket.

Jeg inspicerer min undergrund, mine skjulte lommer

af gas, olie og mineraler, min rigdom er uden grænser.

Jeg fører skibe ud af havne,

sender dem af sted i alle retninger

og lader dem oftest løbe sikkert ind igen,

fiskerbåde, fragtskibe, panserkrydsere,

tilmed kolosser af neddykkede u-både

spurter i mit mørke, hvorfra de lydløst dukker op

for hurtigt at forsvinde igen, eftersøgt af fjendtlige sonarer.

Mindre både med vinden smældende mod sejlet

og de største skibe skærer gennem mig,

mens jeg gnistrer under dem,

træ, glasfiber og metal snitter sig vej,

men mine dybe rifter lukker sig straks,

kølvandet stilner, og jeg får ingen ar.

Skibsstævne med galionsfigurer,

drager, havfruer eller spejdende skønheder

skåret ud som tro kopier af en elsket på land

har pløjet sig frem gennem mig

og i længsel sejlet andre agterud,

men for hvert skib slettes et spor.

Selv den mindste jolle hævede jeg så højt,

som en far rider sit barn på skuldrene

over en mark eller ind gennem en skov,

når det ikke mere orker at gå.

Mange er stået til søs for at krydse

mine længste og mest stormfyldte strækninger,

hvor jeg hugger til og kløver som en økse.

For at deres blik ikke skulle fare vild i horisonten

stod de på dækket med kompas, sekstant og kort

og tog bestik af kursen,

om natten fulgte de stjernerne over mig,

indåndende min massive lugt af salt.

Mellem Europa og Amerika skyller jeg,

mellem Amerika, Afrika, Australien og Asien,

mellem Nordpol og Sydpol.

Jeg er svajende dyb som kløften

mellem det amorfe og det besjælede,

jeg er uden begyndelse, uden ende,

jeg forbinder kontinenter, eller jeg adskiller,

afhængigt af om du bemestrer mig.

De, der drives i landflygtighed, passerer mig undertiden,

de, der rejser ud af glæde, drager samme vej.

Afstanden er identisk,

det er de samme stjerner, der lyser vej.

Jeg trækker mig sammen og vider mig ud,

stemmen er min og ingen andens,

på dén kender du mit ansigt.

Jeg bruser ind mod land og trækker mig tilbage igen,

lyt til mine mørke vokaler og til mine lyse,

men min grundtone er A.

Jeg er begyndelsen til hvert et sprog,

jeg er essensen af dem alle,

jeg husker fremtiden og er nøglen

til hemmelige skrin af betydninger.

Jeg kalder og støder bort,

af mit skød stiger solen

og kaster lyset blændende tilbage.

I mig synker solen igen

og lader mig fange dens sidste jagende skær,

mine mumlelyde er de småord i sproget,

der bestandig bekræfter, at vi er her,

at vi snakker sammen, at jeg lytter til dig:

»Naturligvis«, »netop« og »som du vil«.

Jeg strides hårdnakket med blæsten,

jeg forlyster mig med solen og skyerne,

fører natlige samtaler med månen og stjernerne,

en langstrakt dialog, når skibene har tændt deres lanterner.

Jeg lægger ingen hindringer, jeg kan tilbagelægges,

vejen til verdens ende går over mig.

Det véd de berusede, der søger mod havet

ført af sødt duftende blomster langs stierne

eller lokket af fuglesang fra buskene.

Jeg kan hyle som et lænket dyr,

kan overdøve andre stemmer med min brølen,

knogler og hovedskaller fra ulykkelige, der kastede sig ud,

rasler skjult nede mellem skarptslebne sten og klipperev.

Småfisk svømmer gabende ud og ind ad kraniers øjenhuler,

først nippede mindre fisk, krabber og andre smådyr

af de blødeste og fineste dele,

af øjenlåg, læber og ører,

så af øjne, næse og mund,

rejer fandt vej til alle åbninger

og ernærede sig der,

siden kom de større fisk og åd,

pertentlige er fisk, der spiser.

Korsfarere, slavetransporter,

massakrer og røveriske overfald

har jeg fulgt på nærmeste hold,

mange historiske slag er udkæmpet over mine sejlrender,

tilslammede kanoner og lænker,

muslingebesatte rustninger og våben vidner herom.

Dem, der faldt, har jeg taget til mig,

de dræbte, de sårede og dem der gik i chok og styrtede,

dem jeg med en enkelt bølge slyngede over bord,

uden navn har de fået samme grav.

Jeg er bølgerne, der jager og bliver borte,

bølgerne der giver dig dagene i dit liv,

bølgerne der siger »og« og »og« og »og«.

Jeg bar Noas ark, da verdensdybets kilde brast,

og himlens sluser åbnedes,

bar behændigt arken gennem 150 dage og nætter,

indtil vandet veg, og kølen sad på Ararats bjerg,

han- og hundyr af alle arter førte jeg sikkert frem,

mens klodens bjerge stod under vand.

Noa og hans familie lod jeg gå tørskoet i land,

hans hustru, hans sønner og sønnekoner

og siden alle dyrene, to og to.

Jeg er bølgerne, der uafbrudt høvler frem,

jeg giver dig årstiderne,

bølgerne der kommer ens, men er forskellige

som mennesker, du har mødt.

Jeg er bølgerne, der ruller som en vé, bølgerne

der stryger lavt som vildtet jaget af hunde,

bølgerne der kravler som et såret dyr,

bølgerne der gør dig svimmel eller bringer glemsel.

Intet kan pacificere mit blod.

Jeg er et helligt kreatur, et infravilddyr,

ved mine kyster, helt inde ved molerne

hvisker jeg mellem stenene, slikker dem med min lange tunge,

grønt skinner de, når skummet perler.

Begæret løber mørkt i mine vener,

jeg er guddommeligt beruset af lyset og luften,

og forbandelsen er evig som min dødskulde på dybet.

Jeg er uden begyndelse, uden ende,

i går er nu, nu er i morgen, jeg er fyldt

af binyrebarkens hellige adrenalin, finder aldrig hvile.

For hver bølge jeg rejser, krones jeg af det reneste hvide skum

under et uophørligt ønske om at hvile

min kind mod en anden kind,

mærke dens varme og langsomt absorbere den.

Hver bølge er en drøm, hver nat en vulkansk længsel

efter én at slå armene om, én at drage til mig,

jeg er for dig, hvad du selv kommer med,

jeg er havet, jeg, men min ild lader sig ikke slukke.

Som i smerteglinsende feber slingrer jeg

fra det gråhvide morgenlys i horisonten

til den stærkeste sol midt om dagen,

til dæmpet lys, skumring og nat.

Over mig hænger fugle skrigende,

forbundet med luften er jeg for altid.

Jeg er havet, jeg giver dig håbet for en tid,

jeg rejser mig igen, jeg kaster mig frem,

jeg ligger udstrakt fra én ende af verden til en anden,

jeg samler universets kræfter, mens du

står oprejst mellem jord og himmel.

Jeg er et spejl for dine drømme,

og det er allerede for sent at se væk.

Jeg lærer dig at bede, hvis du kan lytte,

min messen opfattes på alle sprog,

og enhver er udvalgt –

Jeg viser dig kærligheden, berører dig varsomt,

jeg viser dig døden,

for du skal tilbage til jorden eller mig,

hos mig finder du

et mørkt og mausoleumstille dyb.

Hvilket svar søger du?

– Der er ingen spørgsmål.

Jeg er uden begyndelse, uden ende,

glid ind mellem mine isgrønne vægge,

mit skød løfter sig højt for dig,

synk ned i mine bølgers sugende hvirvler,

en tunge af ild vil møde dig.

Jeg er moderen, datteren og den tilbedte,

dronningen der ikke abdicerer.

Elskede, kom til mig,

hold mig fast, men stands mig ikke,

mine bølgeslag skal lyde som ekko i din søvn,

men selv er jeg dømt til aldrig at sove.

Jeg har rødder i intet,

i mig kan du fanges og svæve som en fugl,

jeg er Paradis og Helvede.

Hos mig bæres du eller dør,

utrætteligt giver jeg og tager.

Jeg er en hule, jeg omslutter, jeg knuger.

Omfavnelser, evighed …”